Stiller man sig ud en stjerneklar aften er der ikke de store forandringer at spore, bortset fra at stjernebillederne ser ud til at stå op i øst og gå ned i vest. Planeternes vandring på himlen kan også iagttages, ligesom Månens position ændrer sig i løbet af kort tid. Anderledes er det derimod med de fjernere objekter som galakser og stjernetåger, de såkaldte "deep-sky" objekter. Observeret gennem et helt menneskeliv ser disse helt uforanderlige ud.
Men nu har Rumteleskopet afsløret, at den såkaldte Krabbetåge, resterne af en supernovaeksplosion, som fandt sted i år 1054, ændrer sig synligt over et par dage. Jeff Hester, en astronom fra Arizona State University i Tempe, Arizona, USA, har stået i spidsen for en gruppe astronomer, som gennem en længere periode har observeret tågen. Han fortæller: "Vi tog nogle billeder med nogle få ugers mellemrum fordi vi vidste, at det ville være muligt at observere små forskelle i Krabbetågen over kort tid. Men jeg tror ikke, at nogle af os var forberedte på, hvad vi så".
Selv om jordbaserede optagelser over nogle måneder eller få år havde vist markante ændringer i Krabbetågen, viser Rumteleskopets optagelser "vifteagtige" formationer, som bevæger sig væk fra centrum af tågen med en hastighed af ca. 150.000 km/s. Kraftstationen i centrum af Krabbetågen, som er ansvarlig for disse ændringer er en hurtigt roterende neutronstjerne - den eksploderede stjernes kompakte kerne. Selv om kernen kun er omkring 10 km i diameter, udsender den enorme kræfter. Mens neutronstjernen drejer om sin egen akse 30 gange i sekundet, kaster denne, som et fyrtårn, sit "søgelys" i retning mod Jorden, hvor vi så kan iagttage dens blinken. På grund af denne blinken kaldes en sådan neutronstjerne også en pulsar. Oven i denne "pulsering" opfører neutronstjernen sig som en kosmisk slangebøsse, der accelererer subatomare partikler til hastigheder nær lysets og slynger dem ud i rummet.
En serie dramatiske billeder, optaget gennem mange måneders observationer, viser hvad der sker, når denne magnetiske pulsarvind bevæger sig ind i Krabbetågens indre. De lysende, skiftende mønstre af lys i Krabbetågens indre områder bliver dannet ved at elektroner og positroner (antistof-elektroner) snor sig omkring de magnetiske feltlinier og dermed udstråler energi. Herved oplyses det indre af tågen, som er mere end 10 lysår i diameter.
Astronomerne fandt, at materialet ikke bevæger sig væk pulsaren i alle retninger, men i stedet koncentreres i to polare jets og i en vind, som bevæger sig ud fra stjernens ækvator.
Den mest dynamiske formation i den indre del af Krabbetågen er området, hvor den ene polarjet kolliderer med det omgivende materiale og danner dermed en "chokfront". Ændringerne sker så hurtigt, at disse af astronomerne beskrives som "en kat på et varmt bliktag" Den ækvatoriale vind ser ud som en serie fjerformede formationer, som stiger, bliver mere lystærke og derefter fader ud igen når de bevæger sig væk fra pulsaren.
"At iagttage vifterne bevæge sig ud gennem tågen er som at se bølgerne brydes mod stranden" - bortset fra, at bølgerne i Krabbetågen er lysår lange og bevæger sig gennem rummet med det halve af lysets hastighed.